Ankomsttid eller hviletid - levende konferenceteater om de svære dilemmaer

MSSM-konferencen tager i år teater-metoder i brug til at sætte spot på de svære dilemmaer, hvor man som leder skal prioritere benhårdt og træffe nogle svære valg for at få den praktiske hverdag til at gå op.

Jeg skal både overholde min hviletid og nå at få skibet frem? Hvordan gør jeg det bedst? Hvilke krav stilles der til mig som leder om bord? Forum Teater byder ind med dilemmaer, og deltagere med mulige løsninger. Hvad bliver konsekvenserne?

"Denne lidt utraditionelle måde at tale om dilemmaerne på er rigtig spændende. Teatret sætter spot på helt almindelige men rigtig svære situationer som søfolk kan stå i. Går vi til højre, når vi ikke frem, går vi til venstre, går det ud over noget andet vigtigt. Hviletiden måske? På denne her måde får vi mulighed for at tale om roller og ansvar til søs på en ny måde, og måske kan det også kaste nyt lys på dilemmaerne og hvordan de kan løses", fortæller Connie S. Gehrt, direktør for SEAHEALTH, der er med til at arrangere konferencen.

Forum Teater har specialiseret sig i plukke scener fra hverdagen. De forbereder sig grundigt på de scenarier, der bliver spillet, og undervejs involveres publikum med ressourcer og viden. Resultatet bliver dialog, aha-oplevelser og ideer, der kan tages med hjem i rygsækken.

"Det hjælper ofte at se situationer spillet ud som teater. Pludselig ser man tingene fra flere sider, og det giver ret tit stof til eftertanke. Det er den feedback, vi får fra deltagere", siger Peter Frandsen, der er teaterdirektør.

Rollespillet finder sted på MSSM-konferencens sidste dag og følges op med en session om roller og krav om bord, hvor dilemmaerne drøftes videre.

Se mere på forumteatret.dk