Tidslommen- og isbryder M/S Thorbjørn

Et smugkig på isbryderen M/S THORBJØRN – en vaskeægte tidslomme anno 1980

Skrevet af Thea Skytte Pedersen, Koordinator, MDC.

Som navigatøruddannet siger man ikke nej til et besøg ombord på isbryderen M/S Thorbjørn, og da slet ikke når det foregår i det sydfynske ø-paradis, som lever op til sit renommé – at der altid er sol og glade dage. Som sejlentusiast undgås M/S Thorbjørn ikke som ind- og udgående til Svendborg Havn og skibet vækker dermed interesse. Ikke kun fordi skibets signatur er en stor isbjørn, der ligner Harboes Bjørnebryg, men også fordi der altid har været en plenumeufori og nysgerrighed omkring skibet, der troner i Svendborg Havn. M/S Thorbjørn er et stolt skib, det er passet og velplejet - og når man tænker 80’erne, tænker man brunt interiør, gulnede papirsøkort og friturekoger. Ingen skuffelser på denne front – så langt, så godt.

Under besøget fik vi en guidet tur fra maskinrum til bro og med danske skilte og betegnelser overalt, er det nemt at finde rundt. M/S Thorbjørn er et dansk klenodie og meget anderledes, både i opbygning og funktion, fra de store fragtskibe, der også sejler under dansk flag.

I apteringen ombord på M/S Thorbjørn føles det som om, at man er i en 80’er tidslomme. Der er lavloftet grundet de mange dæk, det er primært de brune nuancer der går igen (med grønne uldsofaer på kamrene) og kongehuset er velrepræsenteret på væggene, meget tro den stolte, danske søfartsnation, som Danmark også var i 1980’erne.

Selv med en maritim baggrund, er et besøg på en isbryder ikke dagligdagskost. Ordet “isbryder” har en lidt barsk klang og man kan forestille sig, at et sådant skib er en af de “hårde drenge”. En isbryder er konstruktionsmæssigt bygget til at klare de mest barske forhold til søs. Trods dette, er der en overordentlig hyggelig atmosfære ombord på M/S Thorbjørn, som giver én følelsen af at være født og uddannet navigatør et par årtier for sent.

Dagen var arrangeret i forbindelse med projektet Fremtidens Maritime Håndværker, som er et projekt støttet af EU’s Socialfond. En blandet skare med forskellige uddannelsesbaggrunde, nogle uden det mindste kendskab til den maritime industri, var med ombord på M/S Thorbjørn. Eleverne fik undervejs lidt maritim undervisning. Et ”koøje” er altså et cirkelrundt vindue i et skibs dæk eller side, og ikke et koøje i ordets reneste forstand. På samme måde findes der ikke et køkken ombord på et skib, men en ”kabys”. Søfarten har sin helt egen terminologi, hvilket enten har skabt mere forvirring, eller større interesse for det maritime erhverv, denne dag. Håbet er, at nogle af eleverne vil få øjnene op for at gå den maritime vej med deres erhvervsuddannelser i bagagen, da der venter dem et hav af muligheder ret forude. I maritimt regi er en smed er ikke ”blot” en smed, eller en IT-uddannet ”blot” en programmør – det er to enormt brugbare uddannelser, der kan føre til eksempelvis en videreuddannelse som skibsingeniør og maskinmester.

Lad os håbe, at nogle af eleverne havde den samme begejstring, som visse andre.

M/S Thorbjørn blev bygget på Svendborg Værft i 1980 til Søværnet, da der var efterspørgsel på isbrydere efter isvintrene i 1970’erne. M/S Thorbjørn har ikke sejlet som isbryder siden 1996, men bliver plejet og passet, så den står klar til udrykning.